Bliv medlemLogin

Invitation til Juleevent 22. november 2024:

Kvante, surveys & Michelin-middag i Malling

Årets sidste event i Danish Cloud Community kommer vidt omkring:

Vi lægger stærkt ud med et oplæg fra Kvantify om kvantecomputere: om kvantecomputere som rå compute power, om hvordan man tilgår en kvantecomputer som cloud ressource – og hvad forskellen mellem kvante- og supercomputere egentlig er?  

Så springer vi over i vores egen verden og den årlige medlemsanalyse: hvordan er det gået siden sidst og hvordan ser medlemmerne på fremtiden? Og nok så vigtigt, hvad tænker kunderne? Få svaret fra vores dugfriske analyse af, hvad der er vigtigt for virksomhederne, når de køber digital infrastruktur og andre digitale services.

Hvad giver det af muligheder for Danish Cloud Community og hvordan ønsker vi, at foreningen udvikler sig? Det beder vi jer, deltagerne, drøfte indbyrdes, samtidig med at vi alle hjælpes ad med at gøre klar til dagens sidste punkt.

Som er et højdepunkt, ja faktisk en stjernestund. For vi slutter dagen med mad fra Restaurant GASTROMÉ i Aarhus, hvis høje gastronomiske niveau hvert år siden 2014 er blevet belønnet med en stjerne fra Michelin.

Vi er så heldige, at Mette Stitz fra Lenovo igen stiller fantastiske lokaler i Malling nær Aarhus, gastronomisk netværk og organisationstalent til rådighed, med kompetent støtte fra resten af DCCs festkomité, i år repræsenteret ved Steen Schmidt fra Commerze IT/IT Forum Gruppen.

Agenda

14:00
Velkommen til Malling Bjerge ved Finn Vagner, CEO i Danish Cloud Community.

14:10 – 15:00
Sådan kan kvanteteknologien bruges til disruption ved Ulrich Hoff, Quantum Engagement Specialist  i Kvantify.
Ulrich vil dække kort intro til Kvantify som virksomhed; intro til kvantecomputeren og hvad den er og særligt IKKE er; hvad kan kvante, som HPC har svært ved (og omvendt!); hvordan ser en god ‘use case’ ud, hvor en kvantecomputer kommer til sin ret, som ‘rå compute power’ og kvantecomputere som en cloud ressource – hvordan tilgår man dem lige nu og på sigt?

15:15 – 15:45
Medlemssurvey og økonomisk analyse ved Finn Vagner
Vi har som altid haft en føler ude mht. hvad der rør sig hos cloudmedlemmerne samt lavet en analyse af regnskaberne.

15:45 – 16:15
Kundeanalyse ved Anders Elbak, selvstændig markedsanalyse specialist, tidl. IDC Nordic.
Vi har revitaliseret vores ”kundeanalyse”, dvs. analysen af, hvad danske virksomheder lægger vægt på ved køb og brug af it. Vi har fået hjælp fra Anders Elbak, som måske er den mest erfarne danske analytiker på området.  

16:30 – 17:30
Walk & talk, intro og opsamling ved Finn Vagner
Her får du mulighed for at komme med dine indspark til, hvad Danish Cloud Community skal have fokus på det næste års tid. Og samtidig hjælpe med at transformere mødelokalet, så det bliver klar til middagen.

17:30 – 18:30
Drinks & mingle
Der diskes op med fadøl & cocktails (med eller uden alkohol): Gin Tonic, Dark & Stormy samt Rom & Cola, samt et udvalg af diverse vand & sodavand.

18:30
Vi går til bords
GASTROMÉ kommer til Malling og vil arbejde i køkkenet, som også bruges under årets festival, Malling Bjerge Festival. Her vil 2 kokke forkæle os med en Shared Food menu, som er kreeret specielt til Danish Cloud Community; glæd dig til 6-8 anretninger på Michelin-niveau.
Vin er tilpasset aftenens serveringer fra GASTROMÉ og leveres af sommelier og ejer af S’VINBAR, Sabina Drachmann Sunne. Giv os besked, hvis du ønsker vin uden alkohol, det kan sagtens lade sig gøre. 

23:30
Danish Cloud Community takker af for i aften – og bussen kører retur til Aarhus.

Alt det praktiske

Adresse og logistik
Adresse: Pøelvej 41, 8340 Malling.
Du kan vælge at køre selv eller køre med bus t/r Aarhus Midtby eller Odder Park Hotel.

* Afgang Aarhus: 13:15.
* Afgang Odder Park Hotel: 13:30.
* Retur fra Malling uanset destination: 23:30. 

Oplys ved tilmelding, om du skal med bussen, så spørger vi dig efterfølgende om Odder eller Aarhus. 

Hotel i Aarhus eller Odder
Aarhus: Vi har gode erfaringer med både Scandic the Mayor (lidt billigere) og Scandic Aarhus City (lidt dyrere), de ligger begge centralt og fint i forhold til bus. Vi kan ikke få rabatter ved at bestille samlet som står mål med hvad det kræver i koordinering, så vi anbefaler, at I booker direkte hos hotellerne hurtigst muligt, hvis I skal bruge et hotelværelse.

Odder: Til gengæld har vi fået en favorabel aftale med Odder Parkhotel, ca. 8 km. fra Malling og dermed lidt tættere på end Aarhus. Der er forhåndsreserveret 20 værelser til 750 kr. Ring 8654 4744 eller skriv til info@ophotel.dk og referer til “DCC overnatning”. Stor tak til Mads Christensen fra EG, som har fået aftalen på plads!

Pris for middag
Vi har som altid en delvis egenbetaling på middagen ved dette arrangement, som svarer til ca. halvdelen af foreningens udgifter. I år er egenbetaling på 600 kr. per person ex moms.

Betingelser og frister
Vi opfordrer til, at du melder sig til så hurtigt som muligt, det er en stor hjælp i planlægningen. Seneste tilmelding og evt. framelding er en uge før, dvs. den 15. november. Hvis du har meldt dig til middagen og melder fra efter den dato, vil vi være nødt til at fakturere dig, det afspejler de meget rimelige betingelser, vi har hos GASTROMÉ og S’VINBAR. Hvis du tilmelder dig efter den 15. november, vil vi naturligvis gøre alt hvad der står i vores magt for at finde plads til dig, the more, the merrier!

Fun-facts om dig
Ved tilmelding beder vi om tre fun-facts om dig. De vil fremgå af deltagerlisten og kan tjene som icebreakers over for de deltagere du ikke kender – og sikkert også være interessante for dem, der kender dig godt allerede. Det er naturligvis frivilligt, om du oplyser noget.

Tilmelding

Nulstil adgangkode

Indtast din email for at nulstille din adgangskode

Log ind her