Studietur Bruxelles maj 2019 - tilbageblik

Den 23. -24. maj 2019 drog en gruppe på 34 deltagere til Bruxelles på studietur. Den meget korte version er, at turen var en stor succes: fagligt relevant og inspirerende, suppleret med et netværk og netværksaktiviteter uden lige!


Uformel middag onsdag aften

Allerede onsdag eftermiddag/aften var der gang i netværket, da de tidligt ankomne arrangerede at mødes via den til lejligheden oprettede Whatsapp-gruppe.


Program torsdag 23. maj: Fokus på EU

Næste morgen var der afgang fra hotellet til EU-Kommissionen, hvor vi - efter mange sikkerhedstjek - var klar til at mødes med repræsentanter fra Vestagers kabinet for at diskutere konkurrencesager.

Vi havde på forhånd fremsendt en række spørgsmål, som vores vært svarede åbenhjertigt og personligt på, og efterfølgende var der en rigtig god dialog, som gav os god indsigt og inspiration. Vi fornemmede afgjort, at vores indgangsvinkler blev taget dybt seriøst, og at der er åbnet for en løbende dialog med kabinettet.

Før mødet og mens vi ventede på deltagerne fra morgenflyet, blev der tid til et gruppefoto ved indgangen til den ikoniske Berlaymont bygning:

 

Det næste punkt på programmet var et meget interessant indlæg fra en dansk journalist/lobbyist, der har boet og arbejdet i Bruxelles i over 25 år. Der var mange gode anekdoter, aha-oplevelser og eksempler på, hvordan man skaber indflydelse på beslutningerne i EU.

Vi besøgte DigitalEurope, som er en interesseorganisation for teknologivirksomheder, der arbejder i Europa. De arbejder med flere af de samme emner, som vi gør, herunder GDPR, Online Terrorist Content etc. På spørgsmålet om, hvordan man kan varetage europæiske teknologivirksomheders interesser, når halvdelen af medlemmerne stammer fra USA eller Asien, var svaret, at man via kompromiser forsøgte at gøre alle tilfredse. Det er det samme, der gør sig gældende i andre interesseorganisationer, hvor der er medlemmer fra USA og Asien. Til sammenligning er Danish Cloud Community en mere snæver forening med en høj fællesnævner og vi tror derfor ikke, at det vil være en relevant samarbejdspartner i fremtiden set på det generelle plan.

Dagen sluttde af med ølsmagning og efterfølgende middag. Super stemning og der blevet snakket godt.


Fredag 24. maj: Fokus på open source og multi-clouds 

Fredagen bød på forskellige bud på public clouds baseret på open source, så man ikke nødvendigvis behøver at køre en Microsoft-løsning. Der blev givet god inspiration fra https://fuga.cloud/ og IBM og der er ingen tvivl om, at multi-cloud er et begreb, vi kommer til at høre meget mere om. Vi sluttede med en lokal hoster/cloud-leverandør, https://www.cheops.com/, som med ærlighed og humor fortalte om deres forretning, som på mange områder ligner vores, men som alligevel kunne give inspiration.

Indimellem var der sponsorindlæg fra Tech Data, Veeam og HPE, som alle havde støttet studieturen på forskellig vis. Det sætter vi stor pris på. Også tak til Frontsafe, som til middagen bød ind med en sponsordrink.