Bliv medlemLogin

Klar til fremtiden: DCC deltog i EU topmøde om cloud og digital suverænitet

Hvordan sikrer vi, at Europa står stærkere digitalt i fremtiden? Hvordan skal cloudbranchen tilpasse sig fremtidens krav – og hvordan skal EU investere for at styrke både innovation og suverænitet?

Disse spørgsmål var omdrejningspunktet, da vores direktør Finn Vagner deltog i konferencen “The Future of Digital Investments in the EU” i Aalborg Kongres & Kultur Center 2. – 3. juli.

Vi deltog som brancheorganisation for cloudbranchen i Danmark med et klart mål: At blive klædt bedre på til at indgå i en nuanceret dialog om fremtidens cloudmarked – og være klar til at gribe de muligheder, der opstår.

Derudover deltog vi for at få muligheden for at mødes med EU-Kommissionen, Udenrigsministeriet og Digitaliseringsministeriet.

Læs alle de vigtigste highlights fra konferencen herunder.

Det handler om at være forberedt

Vi vil gerne forstå, hvad kundernes fremtidige krav er til sådan nogen som os, og hvordan de andre europæiske lande afviger fra den typiske danske måde at bruge cloud på.

“Vi skal som branche være forberedt på forandringer og være klar med kompetencer og løsninger, som kan imødekomme ændrede krav.” – Finn Vagner, Direktør, Danish Cloud Community

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark bruger amerikansk baserede clouds i langt højere grad end mange af de andre lande i Europa, men det ser ud til, at der kommer en bevægelse fra både den offentlige sektor, finanssektoren, energisektoren og andre samfundskritiske sektorer, hvilket kan komme til at smitte af på andre sektorer.

Vi kan ikke være sikker på, hvor det hele bevæger sig hen, men en ting er sikkert – der vil komme forandringer og vi skal være klar til at gribe dem.

Digitaliseringsministeren: Suverænitet kræver investeringer – og plads til innovation

Konferencen havde over 800 deltagere fra hele Europa og blev budt velkommen af Digitaliseringsminister Caroline Stage.

Hun understregede, at compliance-omkostningerne fylder for meget i forhold til innovation, samt at vi skal bygge mere AI i Europa, selvom der lige nu kun er 14% af EU-borgere der reelt bruger AI.

”Compliance-omkostninger fylder for meget i forhold til innovation og vi skal satse meget mere på AI”

Hun fulgte det op med, at det er bekymrende, at kun 4 ud af verdens 50 største tech-selskaber kommer fra Europa. Derfor skal finansieringen bl.a. være langt mere fleksibel, så den tilgodeser de områder, der betyder noget her og nu.

EU-Kommissionen: Europa er bagud – og skal tænke mere europæisk

Åbningstalen fra Thibaut Kleiner, Director i EU-Kommissionen, satte tonen for EU’s digitale fremtid og fremhævede, at omverden har overhalet os i EU – de arbejder hårdere og de uddanner flere end os.

Derfor skal der være fuld fokus på et europæisk cloudmarked, herunder open source og europæisk software.

”Omverden har overhalet os og vi skal derfor have fuld fokus på et europæisk cloudmarked”

Det næste halve år skal bruges til at prioritere EU’s initiativer. Det er vigtigt at have fokus på at få styrket konkurrencedygtigheden blandt europæiske selskaber ved bla. at simplificere europæisk funding.

Der skal investeres i EU Digital Consortium og igangsættes en chip-produktion i Europa. Senere i år træder Digital Networks Act i kraft, som bl.a. skal være med til at sætte skub i tingene, og Danmark sætter et godt eksempel ved at være i front på tech-investeringer i forsvaret.

Et europæisk alternativ – og en ny selvforståelse

Markus J. Beyter, Director General, fra BusinessEurope leverede en stærk keynote, hvor han opfordrede til færre regler og mere mod.

Vi skal have stoppet, at investeringer vandrer over til amerikanske firmaer i stedet for at blive i EU. Mindre regulering koblet med en stærk industriel investering skal være med til at skubbe os i den rigtige retning, så vi bliver mere eksperimenterende og investerende i vores forretning.

”Investeringer der vandrer til amerikanske firmaer skal stoppes og vi skal skynde os at uddanne langt flere IT-specialister.”

På trods af at vi skal have mindre regulering, må vi ikke gå på kompromis med fortsat at sikre ansvarlig brug af IT med de forskellige europæiske Acts (såsom GDPR og AI).

Vi skal ændre vores europæiske mindset, så vi ”ikke bare bor sammen, men skaber resultater sammen”. Sammen kan vi nemlig stå stærkere og hjælpes ad med bl.a. at få uddannet langt flere IT-specialister, som branchen har hårdt brug for, og desværre er langt fra i mål med.

Paneldebatter: Fra vision til handling

Panel 1: Digital suverænitet og konkurrence – kan de gå hånd i hånd?

Første paneldebat tog fat på spændingsfeltet mellem digital suverænitet og konkurrenceevne. Deltagerne diskuterede, under kyndig ordstyrer Lykke Friis, hvordan EU både kan beskytte sine værdier og samtidig sikre innovation og vækst.

Et centralt tema var, hvordan EU kan skabe rammer for digitale løsninger, der er både konkurrencedygtige og uafhængige af ikke-europæiske platforme.

André Rogaczewski, CEO for Netcompany, var blandt de stærkeste stemmer, og fremhævede, hvordan en dansk virksomhed allerede i dag leverer løsninger, der er frie fra public cloud og dermed understøtter europæisk digital uafhængighed.

”Netcompany viser, at danske virksomheder kan levere konkurrencedygtige løsninger til mange europæiske kunder, uden at være afhængige af public cloud.”

Alle paneldeltagere:

  • Martin von Simson, Head of department, Federal Ministry for Digitalization, Germany
  • Michal Kobosko, MEP, Renew Europe Group
  • André Rogaczewski, CEO/co-founder Netcompany A/S
  • Robert Torvelainen, Chair of the European Tech Alliance (EUTA) & Head of Public Policy Strategy & Operations at Wolt
  • Thibaut Kleiner, Director of the Future Networks Directorate

Panel 2: Hvordan løftes private investeringer igennem offentlige midler?

Den anden paneldebat på konferencen handlede om, hvordan EU bedst udnytter offentlige midler til at tiltrække private investeringer i strategiske digitale teknologier.

Ambitionen om at styrke Europas konkurrenceevne, teknologiske suverænitet og økonomiske sikkerhed kræver investeringer i milliardklassen. Og her er det afgørende, at de offentlige midler fungerer som katalysator og løftestang for private kapitalstrømme.

Debatten kredsede om, hvordan EU kan designe investeringsprogrammer, der reelt skaber incitamenter for private aktører – og hvordan pengene kanaliseres til europæisk digital infrastruktur og kompetencer.

Et særligt stærkt indlæg kom fra Nadia Carlsten, der med sin baggrund som PhD og nu som leder af Danmarks første AI-supercomputer, Gefion, satte fokus på nødvendigheden af at bygge reel europæisk infrastruktur.

Alle paneldeltagere:

  • Nadia Carlsten, CEO, Danish Centre for AI Innovation
  • Erik Balck Sørensen, CIO, EIFO
  • Professor Teresa Czerwinska, Vice-President at European Investment Bank (EIB)
  • Cecilie Brøkner, CEO, Innovation Fund Denmark
  • Matthieu Delescluse, Acting Head of Unit, European Commission

Panel 3: Hvordan får vi forskning og innovation ud i markedet?

Den tredje paneldebat tog fat i problemet med, at mange forskningsprojekter ikke når kommerciel skalering – og ofte ender med at gavne udenlandske techgiganter. Diskussionen kredsede om, hvordan vi skaber incitamenter for europæiske investeringer, og hvordan offentlige midler kan bruges strategisk til at fremme europæiske leverandører.

Panelet diskuterede samtidig, at der er brug for konkrete tiltag, der kan støtte op om udviklingen af en reel europæisk digital infrastruktur – herunder mærkningsordninger, sikkerhedsstandarder og krav om datasuverænitet i offentlige udbud.

Særligt blev det bemærket, at mange universiteter får funding, der blandt andet bruges til at købe IT-kapacitet, og at det alt for ofte bliver købt hos amerikanske clouds. Hvordan kan man gøre det nemt at købe europæisk?

”Medlemmer af Danish Cloud Community tilbyder rent faktisk europæisk baserede cloud-løsninger, men savner øremærket funding til netop eu-løsninger.”

Vi forsøgte, desværre uden held, at få en plads i panelet til debatten, så Mikkel Næsager indviligede i at træde til og også repræsentere os, ligesom han har gjort i andre sammenhænge igennem vores samarbejde. Han nævnte, at både medlemmer hos Danish Cloud Community og medlemmer hos CISPE rent faktisk tilbyder europæisk baserede løsninger, men man savner at europæiske funding-programmer øremærker penge til køb af europæiske løsninger.

Alle paneldeltagere:

  • Juan Farré, CEO, Danish Technological Institute
  • Anders Dam Jensen, Executive Director, the European High Performance Computing Joint Undertaking
  • Mikkel Næsager, Executive Advisor, CISPE
  • Andreas Berre Eriksen, CEO, Ambolt
  • Mikael Bomholt, Head of Unit, Ministry of Digital Affairs

DCC’s møder med Digitaliseringsministeriet og Udenrigsministeriet: Stor lydhørhed

Ud over at deltage i programmet havde Danish Cloud Community møder med både Digitaliseringsministeriet og Udenrigsministeriet.

Vi mødte kontorchef Katrine Bagge Thorball, Kontorchef Mikael Bomholt og Attaché for digitalisering Katinka Clausdatter Worsøe.

Samtalerne fokuserede på implementeringen af centrale EU-direktiver indenfor digitalisering som Data Act, Digital Network Act (DNA), Digital Services Act og Digital Markets Act.

Vi fremførte vores bekymringer omkring de punkter, der kommer til at ramme vores medlemmer, og umiddelbart oplevede vi stor lydhørhed og forståelse for, at de så vidt muligt skal tilpasses.

”Det giver ikke mening, at cloudvirksomhederne skal betale for trafik til teleselskaberne.”

Aftalen blev, at Digitaliseringsministeriet vil række ud til endnu et møde med os. Der var helt enighed om, at den del af Digital Network Act, som lægger op til at cloudvirksomhederne skal betale for trafik til teleselskaberne, ikke giver mening.

DCC’s møde med EU-Kommissionen: Forståelse er nøglen

Thibaut Kleiner, Director i EU-Kommissionen, var ligeledes meget lydhør overfor vores bekymringer i de direktiver vi lige havde talt med Digitaliseringsministeriet om.

Specielt Digital Network Act, hvor han primært forstod juraen, og knap så meget den tekniske del. Han udtrykte, at han var rigtig glad for at få nogle forståelige forklaringer på problemstillingerne, som vi rejste.

”At forstå branchens udfordringer på et teknisk niveau er altafgørende for at kunne lave en lovgivning der giver mening.”

Her var der også enighed om, at der skulle være et opfølgende møde.

Han var desuden meget fokuseret på, hvordan vi kunne få styrket den europæiske cloudbranche og hvordan vi kunne skabe løsninger, der vil være førstevalget for europæere – løsninger som opfylder alle europæiske krav.

De mange europæiske støttekroner der går til forskningsprojekter skal ikke gå til at købe amerikanske cloudløsninger. Vi berørte også en mærkningsordning for Sovereign Cloud som overholder alle europæiske krav, som rummer potentialet om flere niveauer af suverænitet.

Dag 2: Fokus på funding, partnerskaber og fremtidens infrastruktur

På andendagen handlede det primært om en gennemgang af forskellige EU programmer, fundingprogrammer, værktøjer, organisation og privat-offentligt samarbejde mellem universiteter og private instanser.

Hvad kom vi hjem med?

Vi fik styrket dialogen med både ministerier og EU-Kommissionen – og oplevede stor lydhørhed over for vores forslag, bl.a. om bedre funding til europæiske cloudløsninger. Vi fik også vigtig viden om, hvordan digital suverænitet, investeringer, funding og innovation skal spille sammen, hvis Europa vil stå stærkere teknologisk.

Konferencen bekræftede, at der er en bevægelse i gang – og at vi som branche skal være klar til at gribe den. Og vi ser frem til de opfølgende møder med Digitaliserings- og Udenrigsministeriet og EU Kommissionen og vil holde jer opdaterede på udfaldet af de kommende dialoger.

Nulstil adgangkode

Indtast din email for at nulstille din adgangskode

Log ind her